Anvendertest
Bliv fortrolig med dine muligheder for at udføre test op imod infrastrukturen
Her på siden vil du få en kort introduktion til de forskellige testmuligheder, der er tilgængelige, når du som leverandør på infrastrukturen ønsker at udføre test. Du vil blive klogere på de forskellige muligheder og begrænsninger, der findes ved hver af de forskellige testplatforme, og du vil have en klar forståelse af, hvilke formål de hver især tjener i din rejse fra udvikling til at din integration er i luften.
Introduktion
Når du i dit arbejde på infrastrukturen ønsker at udføre tests eksisterer der tre overordnede måder at gøre det på:
- Selvbetjent test i den fiktive testkommune, Korsbæk Kommune
- Selvbetjent test som din egen myndighed, det vil sige mulighed for at blive en såkaldt leverandørmyndighed
- Test i samarbejde med en pilotkommune
Tre scenarier for test
Groft sagt kan man skitsere tre forskellige scenarier, du som leverandør kan befinde dig i:
- Er du som leverandør ny på det kommunale marked, eller ny bruger af den fælleskommunale infrastruktur, er test i kontekst af Korsbæk Kommune det oplagte valg.
- Er du som leverandør allerede etableret på det kommunale marked, og vil i gang med at integrere et produkt med infrastrukturen, vil Korsbæk Kommune i de fleste tilfælde være et godt sted at prøve de relevante integrationer af.
- Er du leverandør til et af de fælleskommunale projekter, eller er du en af de store leverandører med mange løsninger til kommunerne, er det også muligt at blive sin egen myndighed. Denne mulighed er både kompliceret og omkostningstung.
Bemærk i øvrigt, at de forskellige testmuligheder eksisterer side om side, og du derfor kan hoppe frit fra én testplatform til en anden. Du kan eksempelvis starte i Korsbæk Kommune, og sidenhen migrere over til testplatformen 'egen myndighed', hvor du efterfølgende søger godkendelse og accept via et samarbejde med en pilotkommune forud for at du går live i produktion. Lever din løsning ikke op til kommunens krav (og derfor ikke kan blive godkendt), så kan du frit hoppe tilbage i en af de to testplatforme, hvor du yderligere kan forfine din løsning indtil du føler dig klar til at ’gå til eksamen’ på ny hos din pilotkommune.
Ligger du inde med en god ide eller feedback til hvordan vi gør test i infrastrukturen endnu bedre?
Ønsker du at kontakte os omkring test i infrastrukturen, så send os en mail på FKI@kombit.dk.