Gå til hovedindhold
Lamper og ikon

Fælleskommunalt Organisationssystem

Fælleskommunalt Organisationssystem er et system til håndtering af kommunens organisationsdata. Systemet udstiller informationer om medarbejdere og organisationer til fagsystemer, som derfor ikke selv behøver at vedligeholde disse data.

Fælleskommunalt Organisationssystem er et system til håndtering af kommunens organisationsdata. Systemet udstiller korrekte og relevante informationer om medarbejdere og organisationer til fagsystemer, som derfor ikke selv behøver at vedligeholde disse data.

I mange kommuner ligger organisatoriske oplysninger spredt i flere forskellige it-systemer og opdateres ofte via manuelle arbejdsgange. Det gælder stamdata om medarbejdere (stillingsbetegnelser, roller, afdeling, ansættelse mv.) og om afdelinger (navne, adresser, chefer og ansatte). Hertil kommer medarbejdernes anvendelse af it-systemer samt kommunens ledelseshierarkier og afdelingernes geografiske placering.

Med Fælleskommunalt Organisationssystem får kommunerne en løsning, som kan rumme alle disse informationer, og som gør det muligt at administrere organisationsdata ét sted.

Behovet for systemet

Opdaterede stamdata på tværs af kommunens organisation og it-systemer er en forudsætning for helhedsorienteret sagsbehandling og troværdig ledelsesrapportering.

De fleste kommuner vedligeholder i dag organisatoriske data på forskellige måder og i forskellige systemer, eksempelvis lønsystem, økonomisystem, it-brugerkatalog (AD), ESDH og intranet. Derfor kan det være svært at skabe overblik og vedligeholde data.

Fraværet af ét autoritativt organisationssystem øger ikke bare risikoen for datafejl, men også omfanget af opgaven ved organisationsændringer. Uanset om det gælder en større, samlet ændring eller en enkelt medarbejder, der skifter afdeling eller job, kan det være vanskeligt at holde data korrekt opdateret i alle systemer. Det samme gælder, når rettigheder til administrative systemer skal oprettes, ændres eller lukkes ned i forbindelse med, at medarbejderen skifter arbejdsplads.

Mange fagsystemer indeholder i dag deres egen udgave af organisationsdata, hvilket blot øger byrden med at vedligeholde data flere steder. Med Fælleskommunalt Organisationssystem kan fagsystemerne modtage opdateringer af organisationsdata automatisk og behøver dermed ikke at indeholde egen funktionalitet eller benytte manuelle arbejdsgange for opdateringer.

Hvordan systemet arbejder

Fælleskommunalt Organisationssystem kan fungere som enten "master" eller "slave" for andre organisationssystemer. Som master er systemet autoritativ kilde for et eller flere andre organisationssystemer. Dermed bliver det muligt at standardisere, konsolidere og administrere alle kommunens stamdata i ét centralt system.

Fælleskommunalt Organisationssystem kan også anvendes som slave for andre organisationssystemer, eksempelvis kommunens eksisterende løn- og personalesystem. Det betyder, at Fælleskommunalt Organisationssystem løbende opdateres med data fra kommunens øvrige systemer og efterfølgende udstiller de konsoliderede data for KY, KSD og SAPA – og andre fællesoffentlige løsninger.

 

Læs mere om Fælleskommunalt Organisationssystem

Du kan læse mere om anvendelsen af Organisationssystemet og den forretningsmæssige opbygning på siden Forretningsmæssigt overblik.

Skal din it-løsning anvende Organisationssystemet? Så kan du få hjælp og vejledning på siden Bliv klar til at kode.