Ny integration til udstilling af fællesoffentlige fuldmagter
Ny integration gør det muligt at bringe oplysninger om fællesoffentlige fuldmagter ind i relevante kommunale arbejdsgange. Det giver et bedre grundlag for at afklare, hvem der kan handle på vegne af en borger.
Den fælleskommunale infrastruktur er udvidet med en ny integration, SF1921 Hent fuldmagter, der gør det muligt at udstille fællesoffentlige fuldmagter til relevante it-systemer. Det giver kommunale medarbejdere et bedre overblik over, hvem der kan få indsigt i og/eller handle på vegne af en borger.
Oplysningerne hentes fra den fællesoffentlige fuldmagtsløsning, Digital Fuldmagt, som samler digitale fuldmagter på tværs af den offentlige sektor.
Bedre overblik, når en borger får hjælp af andre
Mange borgere har brug for, at en pårørende, en medarbejder eller en organisation hjælper dem i kontakten med det offentlige. I de situationer er det relevant, at kommunen hurtigt kan se, hvem der har ret til at repræsentere borgeren – og hvad fuldmagten giver adgang til.
Den nye integration gør det lettere at bringe oplysninger om digitale fuldmagter ind i de arbejdsgange, hvor behovet opstår. Det kan for eksempel være i borgerservice, når en pårørende henvender sig på vegne af en borger, eller i andre sammenhænge, hvor medarbejdere skal afklare, om der er gyldig adgang til indsigt og/eller handling.
Nogle af de første it-systemer, der tager integrationen i brug, er Sags- og Partsoverblik (SAPA) og Kommunernes Ydelsessystem (KY).
Mere sammenhæng i arbejdet – og færre manuelle omveje
Når kommunale medarbejdere kan se oplysninger om digitale fuldmagter direkte i de it-systemer, de arbejder i til daglig, bliver det lettere at skabe overblik og handle på et korrekt grundlag. Det mindsker behovet for manuelle opslag og særskilte tjek og giver kommunen en mere smidig og sikker håndtering på tværs af arbejdsgange.
Integrationen gør det samtidigt muligt at finde de fuldmagtshavere, en borger har givet rettigheder til, inden for bestemte sagsområder. Derudover kan integrationen bruges til opslag på en bestemt fuldmagtstype, hvilket gør den relevant i arbejdsgange, hvor kommunen håndterer større mængder kommunikation – for eksempel ved massedannelse af breve.
Integration og dokumentation er klar
SF1921 Hent fuldmagter blev releaset den 21. juni 2026 og er klar til brug. Du finder dokumentation om tilslutning og anvendelse på integrationssiden i Digitaliseringskataloget.
Har du spørgsmål kan du kontakte KOMBIT på FKI@kombit.dk.